onsdag den 30. maj 2012

Trivsel på altanen

Det spirer fortsat i vindueskarmen, nu er både basilikummen og persillen begyndt at titte frem.
Jeg har også fået sået lidt karse. Så der er lidt lækkert til æggemadderne :)

Spekulerer på om min basilikum og persille nogensinde kommer ud i altankassen, for min salvie fylder godt nok en del efterhånden:

Så gode opskrifter med salvie modtages gerne, synes det er svært at hitte på med det skønne grillvejr vi har i øjeblikket. Det er oftest gryderetter jeg får brugt salvien til, og dem bliver der ikke lavet mange af i øjeblikket.

Bananmilkshake

Så blev der lige brugt lidt flere af de godt modne bananer i går aftes. Kæresten og jeg fik lige bakset et par milkshake sammen, mums - rigtig lækkert i sommervarmen - også selv om det blæste en del i går.

Bananmilkshake

Ingredienser:
2 bananer
2 dl mælk
½ liter is
½ tsk vanillesukker

Bananer og mælk blendes godt, derefter tilsættes vanilleisen og vanillesukkeret. Blend til en ensartet konsistens.
Serveres straks i to store glas!

Smager rigtig meget af banan, så er du ikke til så meget banan, så nøjes med 1 banan.¨
Velbekommen!

tirsdag den 29. maj 2012

Bananklatkager - det kan anbefales!

Har her til aften bagt bananklatkager, da vores bananer var blevet ret kedelige her i pinsevarmen.
Tænkte først - kan man virkelig det. Men de blev faktisk super gode og Milas nåede da at spise en hel del inden sengetid.

Så er absolut ikke sidste gang jeg overvejer dette, hvis bananerne er lige modne nok:


Bananklatkager:

Ingredienser - til denne portion:
3 bananer
6 spsk hvedemel
3 æggehvider
1 tsk vanillesukker (udelades, de bliver søde nok pga. bananen)

Æggehviderne piskes stive, bananerne moses - derefter røres bananer, mel og vanillesukker i æggehviderne.

Steges på en pande i fine små klatter.

Udelader bestemt vanillesukkeret næste gang, men udover det mums gode små hapsere.

Nu har jeg så lige 3 æggeblommer, jeg ikke lige ved hvad jeg skal bruge til, har du nogle gode forslag?

søndag den 27. maj 2012

Endnu en omgang


Så blev det til endnu en omgang rugbrød efter den gode opskrift, som lærte mig at lave rugbrød juhuu. 
Kæresten har været så skøn at tage et par forme med fra IKEA, så denne gang blev der bagt en hel portion og derfor blev det til 4 rugbrød.

Har dog stadig problemer med at det bliver klægt, ikke fordi det gør så meget igen, men ville nu gerne have det ikke var helt så klægt igen.

Har du nogle gode råd?

fredag den 25. maj 2012

Endelig fundet

Da jeg var yngre og boede hjemme så jeg en hel del programmer med Nigella Lawson og var bare vildt fascineret af hendes retter. En ret jeg endte med at afprøve var noget med ærtemos, kan ikke huske præcis hvad der ellers blev lavet til, men har meget længe søgt efter hendes opskrift på ærtemos, da jeg huskede den som rigtig god.

Sjovt at det kan være sådan en lille ting, der kan sætte sig fast og søges efter. Samtidig har jeg ikke en gang overvejet at jeg kunne bruge andres måder at lave ærtemos på, sådan er det vist, når det er noget man har fra man var lille, der har sat sig fast.

Her for ikke så længe tog jeg så chancen igen og søgte endnu engang på ærtemos + Nigella, og den første opskrift der kom frem var denne: Baconstegt laks med ærtemos.

Der var den, den måtte jeg bare prøve!

Det kom der dette resultat ud af:

Kan stadig rigtig godt lide ærtemos, det giver lige det ekstra at tilføje hvidløg og creme fraiche, men baconen gjorde da godt nok udslaget i denne ret. Mums det smager godt. Vi tilføjede også lidt frisk pasta, som jeg endte med at blande meget grundigt sammen med ærtemosen. 

Må sige jeg er positiv over at mit barndomsminde bar noget godt med sig, for har da genfundet en ret her.

Det er ikke sidste gang jeg laver det, og sjovt som jeg altid får brugt laks, når jeg forsøger mig med noget nyt!

Opskriften som jeg lavede den: Baconstegt laks med ærtemos:

1 halv pakke bacon i skiver
Laksefilet med skind - kan også være uden
Salt og peber

500 g grønne frosne ærter
2-3 fed hvidløg
1 spsk creme fraiche
Salt og peber

Frisk pasta

1. Klip baconen i små stykker og steg den på panden - tages efterfølgende af panden uden at fjerne baconfedtet. 
2. Sæt vand til at koge i 2 gryder - en til pasta og en til ærter. 
3. Kom hvidløg i det kogende vand og kog et par minutter
4. Put pastaen i det kogende vand
5. Ærterne tilsættes vandet og hvidløgene og koges ca. 3 minutter - tilsæt salt
6. Steg laksen i 3-4 minutter på hver side.
7. Hæld vandet fra ærterne og hvidløgene og blend med en stavblender - tilsæt creme fraiche, salt og peber
8. Hæld vandet fra pastaen

Anret det hele på en tallerken og voila der er mad!

torsdag den 24. maj 2012

Jeg overvandt min frygt

og forsøgte mig med at bestille stof fra fabric.com.

Jeg er ellers ikke den store sproghaj altid, jeg forstår det basale, men der kan godt nok smutte en del, når man læser en udenlandsk hjemmeside synes jeg.
Så det var med uro i maven og hjertebanken, jeg trykkede bestil.

Men det hele gik jo godt - næsten da!

Dette er hvad jeg fik hjem en lille uges tid senere:

Det så ud til det hele var som det skulle være, men alligevel ikke helt. 
Der var en fejl i babyfløjlen med hvaler og puslespilsstoffet skulle bestemt ikke havde set sådan ud øv.
Især fordi det var det der startede med at jeg ville prøve at bestille. Men efter skuffelsen havde lagt sig er jeg nu ganske godt tilfreds. 

Milas er helt solgt i det hele, og måtte ikke selv pakke kassen ud, da det kom hjem. Så der var bare stof overalt.

Men har da fået bakset et par mails sammen til dem, og endte med at få noget nyt stof med hvaler, men puslespilsstoffet kunne de ikke gøre så meget ved. Fik først en mail om at jeg skulle sende det retur og derfor ville modtage en returlabel - har ikke set den endnu. 3 minutter efter kom der en mail om at jeg bare skulle beholde det, men ville få mine penge retur - dem har jeg heller ikke set.

Så summen af dette - jep jeg har fået noget rigtig fedt stof. Mm jeg bestiller igen en anden gang? Det skal godt nok være fordi det er noget meget meget specielt, ellers bliver jeg da fattig og får ødelagt både nerver og ro. Hvis jeg hver gang skal vente med hjertebanken på om jeg får alt det jeg bestiller eller kun noget af det.

Men vil dog alligevel sige, de har en rigtig god service, de er i hvert fald hurtige til at svare, trods jeg ikke forstår det hele. Det er mere besværet med at skulle rette de fejl de har lavet, jeg synes der er alt alt for meget og giver mig dårlige nerver - om de nu forstår det jeg skriver om fejlen. Og man skal vist bestille i rigtig god tid, hvis det er noget man skal bruge. Så man kan nå at få det rigtige eftersendt.

Hvad er din erfaring med at bestille online?

onsdag den 23. maj 2012

wow det gik stærkt

I går aftes da jeg gik i seng, var radiserne allerede begyndt at spirer, det er godt nok gået stærkt. Her til morgen så de sådan her ud:

Nu må basilikummen og persillen altså godt følge trop :)
Men havde nu ikke regnet med at se nogle former for spirer allerede, såede dem jo først i fredags, så er ret overrasket.
Bliver spændende at se hvad mit forsøg ender ud med :)

tirsdag den 22. maj 2012

Din og min kogebog - Sund mad og samvær i fokus

det kan da kun være et godt initiativ!

Det er lige hvad McDonald's har kørende i øjeblikket. Er overrasket over at høre, hvor mange familier og ikke mindst børnefamilier, der ikke spiser sammen ved hovedmåltiderne i dagligdagen.

Som mor til Milas på 2 år, er det her nogle af de vigtigste tidspunkter på dagen. Det er her der er plads til sjov og hygge. Hvor der bliver sagt en masse - dog ikke alt man forstår :) og man følger med i udviklingen hos sit barn.
Så vidt det er muligt spiser vi altid hovedmåltiderne sammen, og jeg ville ikke drømme om at undvære dem.

Jeg er derfor meget positiv indstillet over for McDonald's nye koncept: din og min kogebog.
Her vil du fremadrettet kunne se gode og sunde opskrifter til dig og din familie, og kan børnene være med til at skabe disse hyggelige stunder, er det bestemt kun et plus. Du kan oven i købet selv deltage med din yndlings opskrift, og hvis du er heldig, kan det måske være din opskrift, der ender i den kogebog, som McDonald's lancerer til september.

Det skønne er at hjemmesiden er meget overskuelig, og der allerede ligger en masse gode opskrifter, som jeg helt klart skal kigge nærmere på. Det er altid rart med lidt inspiration til god mad i en hektisk hverdag.
Skal du deltage med en opskrift? Jeg er i hvert fald gået i tænkeboks :)

søndag den 20. maj 2012

Projekt krydderurter og altan :)

Nu er vejret dejligt og vi har jo fået altan, her hvor vi flyttede hen i oktober. Ikke så stor, men den er der, og det er skønt :)

jeg har noget tid gået med ideen om at nu ville jeg så til at have krydderurter, men har bare ikke haft tid og overskud til at realisere det. Men efter et besøg på Falster hvor Milas' oldefar var så sød at sponsorere os en altankasse på hjul - ekstra stor i bredden. Var det jo bare med at komme i gang.

Så da vi var forbi med Milas hos min mor torsdag aften, fik jeg lige en masse fif, udover dem jeg selv lige havde suget til mig til hist og her. Det resulterede samtidig i nogle potter, jordbærstilke, purløg, jord, legasten og en haveskovl. Noget af det kun til låns, så den smule jord og legasten, der er tilbage ryger lige retur, sammen med et tak for lån af skovl. Skønt lige at kunne låne, for vi har alligevel ikke rigtig nogle steder det kan stå til vi får brug for det næste år.

Da vi kom hjem godt trætte ved 23 tiden torsdag aften stod jeg så ellers lige i køkkenet og plantede jordbær og purløg, så de ikke skulle tørre alt for meget ud, der efter gik jeg i seng med ro i sindet og vished om at jeg havde gjort det godt som start på krydderurte projektet.


Derefter var det på den igen fredag aften, hvor der blev sået basilikum og persille til spiring i vindueskarmen i køkkenet. Håber de vil spire og så bliver de plantet ud i altankassen. Samtidig såede jeg lige lidt radisefrø, jeg havde fået med hjem fra min mor, som et forsøg. Så nu står de fint og hygger sig, og forhåbentlig spirer:

Lørdag var vi lige et smut ind i den store by Odense. Vi havde lige 1 time inden den film, vi skulle se i biffen begyndte. Så der blev handlet plastik underskåle, gødning, grillstarter, grillkul og tændblokke. Vi nåede også lige hurtigt ind i IKEA, vi kunne dog ikke lige nå at få alt det med os vi mangler, men nåede dog alligevel lige at hente det smarte klaphavebord de har. Så det kom med hjem. Resten kan sagtens vente.

I dag har vi så været i plantecentret på Tåsinge efter de krydderurter, jeg ikke kunne få i Bilka - Rosmarin, Timian og Salvie, og så var jeg desuden så heldig at blive ejer af en lille haveskovl, så nu skal jeg ikke lige låne den næste gang :)

Vi har efterfølgende knoklet med Milas' værelse og med oprydning på altanen. Rasmus fjernede edderkoppespind for det sidste årti, mindst, fra altanen, så bord og krydderurter kunne komme op. Vi mangler lige lidt på lillemandens værelse, men projekt krydderurter og altan er nu officielt skudt i gang, se hvor fint det er blevet :) Rasmus har lige været fotograf og lavet panoramabillede, så altanen buer altså ikke lige i virkeligheden, det er bare så det hele kunne blive vist sammen :)



onsdag den 16. maj 2012

Vandt hos skønne Rannvá

Jeg var så heldig at vinde i skønne Rannvás giveaway - hun er bare multistrikker med stort M. De er så fede de strikkeprojekter hun kan trylle frem :)

Kig forbi hende og se om du kunne blive fristet af at skulle strikke den fine elefantsweater, som jeg gjorde, eller måske en af de andre skønne opskrifter, Rannvá har fået bikset sammen :)

Nå ja i skal da lige se hvad jeg vandt, er den ikke bare fin! :)

tirsdag den 15. maj 2012

Macarons mums

Jeg havde jo været så heldig at få mandelmel af Dr. Oetker og min svigermor, så da vi skulle lave hyggeaften med min søster og svoger, var det oplagt at vi skulle forsøge os med macarons.


Den bog jeg havde købt til min søster, skyndte jeg mig også at købe til mig selv, og den kan varmt anbefales. Der er bare så god en vejledning foran. Man skal dog bare lige huske at læse den, det var jeg glad for min søster havde haha :) Den koster kun 50 kr. i bøger og papir, hvor jeg arbejder, så det er jo ikke en herregård :)


Nå men vi gik i gang. Det tager lidt tid, mest fordi mandelmelet skal hakkes finere end det allerede er, og så skal ingredienserne sigtes ned i en skål. Selv om mandelmelet er blendet endnu finere, er der alligevel en hel del der ikke kan sigtes. Men måske det går bedre næste gang, det var jo vores første forsøg.

Vi forsøgte os med Chokolademacarons fra side 16, og de kan varmt anbefales.
De smagte bare så godt. Vi kom dog til at lave bundene lidt for store, så der blev ikke lige 16 stk. Men sådan kan det gå.

Min søster havde taget sin tyller med og må sige det er meget nemmere end med en frysepose med hul i. Må vist snart se at få fundet min egen frem, aner ikke hvor den er, har stadig ikke helt styr på, hvor alle mine ting er efter flytningen, trods det er over ½ år siden :)

Der er dog et par ting, der er meget vigtige at huske på, når man laver macarins - hav tålmodighed, og stil pladerne i en højde, hvor en 2 årigs små pilfingre ikke kan nå, for det var da ellers meget spændende :)

De smagte bare skønt. Vi spiste dem med is til, mest for Milas' skyld, hvis han nu ikke brød sig om dem. Men da det var chokolademacarons gav vanilleisen en rigtig god kontrast til chokoladen, da den var meget kraftig - lige som jeg kan lide!

Det er ikke sidste gang, der bliver lavet macarons herhjemme :)

mandag den 14. maj 2012

Skøn aften med skøn mad

For noget tid siden havde vi en rigtig hyggeaften med min søster og svoger. Vi har ofte talt om at lave nogle madlavningsaftener sammen, og nu skulle det være.
Min søster havde en super ide til forretten, så den fik hun lov at stå for, og kan kun sige mums, de tarteletter med avocado og rejer smagte bare så godt.
Opskrift kan findes på min søsters blog.

Hovedretten stod vi så for, og det blev kæresten, der bestemt der, så det blev:
Cuvettested marineret i paprika, bønner, kartofler med tomat fra ovnen og god sovs lavet fra stegen.

Det smagte altså også bare super, han er bare så god til at lave steg mums.

Til dessert blev der afprøvet Macarons, men de kræver vist deres helt eget indlæg :)

Det var en super hyggelig aften og rigtig dejligt med god mad og afslapning!

søndag den 13. maj 2012

Boganmeldelse: Twilight serien - daggry af Stephanie Meyer


Twilight serien - daggry af Stephanie Meyer

Fakta: 
Udgivelsesdato: 3. september 2010
Forlag: Carlsen
Originalsprog: Engelsk - Breaking Dawn

Ok jeg har været længe om det, men endelig fik jeg læst den sidste Twilight bog. 

Jeg synes helt klart det er den bedste af de 4 bøger Stephanie Meyer har skrevet om Bella og Edward. Den største grund til at de aldrig rigtig har fanget mig, er at jeg synes meget af bøgerne kun har omhandlet følelser. Jeg manglede simpelthen noget action. Selv om der stadig er en masse snak om følelser i 4’eren er det på et helt andet plan end de foregående. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, men den kunne i hvert fald det de andre 3 ikke kunne, den fangede mig, og bogen var læst på meget kort tid.

Samtidig har jeg al respekt for Stephanies måde at opbygge dette univers med samspillet mellem vampyrer og mennesker, der lever i harmoni klods op af hinanden. Ulvene som beskyttere for deres indianerstammer virker på en eller anden måde overhovedet ikke forkert, netop fordi indianer altid har levet i et med naturen på en helt anden måde end andre befolkningsgrupper.

Så trods hele serien ikke har været et hit hos mig, kan jeg sagtens forstå, hvorfor den har fanget så mange unge verden over, og tror bestemt ikke den vil blive lagt på hylden i nær fremtid. 

lørdag den 12. maj 2012

Lækker præmie

Jeg har fået min præmie fra Dr. Oetker ind af døren. Rigtig lækker præmie.

Samtidig har jeg fundet ud af, at det da egentlig er utroligt så mange af Dr. Oetkers produkter jeg egentlig bruger uden at tænke over at det lige er Dr. Oetker. Men sådan er det jo når man finder en favorit :)

Glæder mig så meget til om et halvt års tid, så kan det være Milas vil være med til at dekorere med alt det skønne skønne krymmel, vi efterhånden har herhjemme :)

Som det er nu, når han ikke andet end at se en muffin før den er pakket ud og proppet i munden haha :)

Dejlig dreng, elsker mors og moster hjemmebag skønt!

Tusind tak for den skønne skønne præmie Dr. Oetker og tak for alle jeres stemmer folkens!

Hvor er det bare lækkert, og nu har jeg også mandelmel igen, så jeg kan få lavet nogle flere macarons. Hov har da vist slet ikke vist dem, min søster og jeg allerede har lavet, det er for dårligt, må vist lige få vist dem for nøj de er gode mums!

Det kan kun anbefales!

fredag den 11. maj 2012

Det lykkedes!

Jeg har bagt mit første ikke for hård, tungt eller lille rugbrød!
Er totalt stolt :)


Jeg startede med en surdej af:

2 dl rugmel
2 dl vand


De efterfølgende dage tilsættes 1 dl rugmel og 1 dl vand, indtil den en morgen bobler, så er den klar.


Mener den til start skulle være klar efter 7-10 dage, men kan ikke huske det præcist.


Jeg fodrede den så hver dag, nogle gange med 1 dl af hver og andre gange kun med ½ dl.
Da den har været klar meget længe, har den også været et par gange i køleskabet, hvor den ikke er blevet fodret. Der kan den stå meget længe, skal dog fodres hver 14. dag.

Jeg løb ind i en masse småting, der gjorde at jeg ikke lige kunne komme i gang med selve rugbrødet. Derfor den endte med at være lidt ude af køleskabet og lidt inde i køleskabet nogle gange. Men så har jeg også fået den ret godt op og i gang, det er jo bare super :)

I tirsdags rørte jeg derfor en dej sammen i Kenny efter denne opskrift (som er blevet delt inde på det fantastiske babyforum, hvor jeg huserer), jeg halverede den, da jeg kun har 2 forme, og det passede perfekt:

1½ l vand
4½ dl (350 g) surdej
200 g solsikkekerner
1 kg groft rugmel
400 g hvedemel
100 g hørfro
2 spsk salt
3 revne gulerødder (mellemstørrelse)

Det hele røres i maskine og kommes i forme med bagepapir (brug mindst 3 forme - helst 4, for at rugbrøddet bliver bagt ordentligt igennem i forhold til bagetiden) (jeg brugte kun 2, da jeg havde halveret dejen)

Skal hæve ca. 16 timer med et viskestykke, som er skyllet og vredet op. (min hævede næsten 24 timer pga. arbejdstider + jeg glemte viskestykket skulle være vådt)

Prikkes derefter igennem med en skarp pind - evt. til kød på spyd.
Bages i 1½ time på 180 grader - IKKE varmluft, det udtørrer brødet. Når brødene er færdige, tages de ud af formene, køler af i 10 min. og kommes i plastikposer (godkendt til fødevarer) og lukkes. Så bliver skorpen på brødet, når man skærer og den bliver ikke hård. (Vil lade brødene køle lidt længere inden de puttes i poser næste gang, kan godt lide lidt hård skorpe)

Jeg har fået det fif at de skal være 95 grader i midten, så skulle det være gennembagt.

Lige da de var varme var de dog lidt klæg i midten, men det var ikke meget, og kun lige som bagerens også kan være en gang imellem.

Men hvis du har nogle gode råd til hvad det kan skyldes, som jeg kan ændre, så sig gerne til tak :)

torsdag den 10. maj 2012

Boganmeldelse: Body Finder - ekko fra de døde af Kimberly Derting




Fakta:
Udgivelsesdato: 20. september 2011
Originalsprog: Engelsk 

Violet har en helt speciel evne hun har arvet efter sin bedstemor, hun kan høre de dødes ekko. Derfor har Violet siden hun var helt lille gået rundt ude i skoven og fundet små døde dyr, som er blevet slået ihjel af andre dyr og begravet dem på sin egen lille kirkegård. På denne måde dæmpes ekkoet og de små dyr får fred.

Det lyder makabert, men da Violet finder en ung pige mens hun er sammen med sin bedste ven Jay. Bliver hendes evne pludselig meget nyttig. For hun kan ikke kun fornemme ekkoet fra de døde, men samme ekko sætter aftryk på morderen. På denne måde har hun mulighed for at finde morderen, dette bliver meget vigtigt for hende især da han slår til igen.

Sammen med Jay kastes Violet ud i forskellige farlige og mindre farlige begivenheder og uheldige situationer, og det går hurtigt op for Violet at hun måske har lidt flere følelser for Jay, end man bør have for sin bedste ven.
Rigtig god krimi for de unge piger. Mord blandet med spænding, kærlighed og alle de forvirrende følelser, man kan have som ung pige.

Det er en meget velskrevet bog og selv om den er skrevet til en aldersgruppe, der er yngre end mig, blev jeg hurtigt grebet af den, så den var læst inden der var gået et par dage. Så den kan sagtens læses af andre aldersgrupper med hang til ungdomslitteratur. 

Og glæd dig nr. 2 udkommer sidst i denne måned - 25. maj 2012 :)

onsdag den 9. maj 2012

Opbevarings anbefaling

må altså lige anbefale disse fine opbevaringsbøtter. De er fra Ikea og er egentlig til madvarer, men er altså super gode til mit sygrej :)

mandag den 7. maj 2012

Tusind tak for jeres stemmer :)

I dag har jeg fået at vide at jeg har vundet 2. pladsen i Dr. Oetkers cupcake konkurrence. Er bare så glad!

Tusind tak for jeres stemmer allesammen!


Glæder mig til at se hvad jeg har vundet :) Men kan kun være noget godt, elsker bare Dr. Oetkers produkter :)

torsdag den 3. maj 2012

Hjælp: Stem på mig!



Jeg deltager i denne uge hos Dr. Oetkers cupcake konkurrence! Temaet er blændende blomster, så hvad er mere oplagt end en blændende solsikke :)
Hvis du vil hjælpe mig med at vinde, så skynd dig ind og stem på min cupcake via dette link, så bliver jeg super glad:
https://www.facebook.com/kagerullen?sk=app_324105037643161&app_data=%7B%22id%22%3A%22118%22%7D

onsdag den 2. maj 2012

Endelig en pingvin til mig...


troede jeg :)

Men den blev lige kidnappet her til morgen, mon jeg får den igen :)

Jeg hæklede første gang denne pingvin på opfordring af en veninde, der på det tidspunkt ventede sig en lille dreng, og da faderen er helt vildt med Linux, måtte drengen jo have en Linux pingvin. Men om hans far nogensinde er gået af med den igen, det ved jeg ikke haha.

Men har meget længe været i gang med en udgave til mig også, da jeg rigtig gerne vil have 1 stk. af de hæklede dyr, jeg laver herhjemme, så jeg kan kigge på dem og få nye ideer.

Jeg begyndte at hækle den i sommers, men blev først færdig i går aftes. Da jeg ikke rigtig har haft lysten til at hækle dyr, men den er heldigvis kommet igen, og så er det med at huske også at få færdiggjort nogle af de igangværende projekter og ikke kun finde på nye.

Min egen udgave er kommet til at se sådan her ud, da jeg har fyld og ikke knitrefyld i fødderne er det blevet noget mere fluffy end den oprindelige, det blev egentlig også meget sødt:

tirsdag den 1. maj 2012

Hæklede dyr!

Tiden drøner afsted herhjemme, de sidste mange dage har jeg været syg og har derfor ikke haft den store energi. Har derfor mest befundet mig på sofaen med fjernsynet kørende og en hæklenål i hånden.

Så nu er to af de hæklede dyr, jeg for noget tid siden satte i skammekrogen, blevet færdige, og er egentlig ganske godt tilfreds.

Dog er elefanten ikke helt blevet som ønsket, men jeg må da bare forsøge mig igen en dag. Milas som den var tiltænkt er i hvert fald glad for den, så det er jo hovedsagen, den dreng er altså helt vild med elefanter :)



Related Posts with Thumbnails